logo

Visninger: 2821 | Retur til forsiden


Betragtninger af en ostehaps-tumling - nu med quiz!


Skrevet af Anders, 4. januar 2015, klokken 21:31 Kategori: Børn

Jeg har svigtet jer, udvist frygtelig ladhed, ignoreret jeres ønsker og i det hele taget været en fusentast, feltmadras og decideret fuser. Jeg skylder jer jo en opdatering, her mange måneder efter den sidste. Sidst gik det op i ammestop, Bornholmerture, omvendt spisevægring og soveture i Hans Tavsens Park sammen med røven af fjerde og Københavns hidtil største kennel-udflugt. Nu er der helt andre ting på programmet…

 

For at det ikke skal blive alt for langt og kedeligt, har jeg indlagt en lille quiz. Svaret står senere i teksten. På en af de efterhånden sjældne ture på Assistens Kirkegård møder vi en telefontalende kvinde, der går tur med sin lille hund. Hunden finder et stykke brød i et bed, som den snuser til og samler op. Hvad skriger kvinden pludselig midt i telefonsamtalen til hunden?

 

A. ”Slip den, dit tyskersvin!!!”

B. ”Nix!!! Jeg gider kraftedderme ikke have mere forstenet egernlort med hjem!”

C. ”Jussi!!! Du rør’ den ikke, eller jeg sprætter dig op fra røv til røv!”

 

Esther er nu knap halvandet år og har indtil videre overlevet sin 1-års fødselsdag, vores eget samt hele seks andre bryllupper, opstart i vuggestue og første tandlægebesøg. Mad er nu noget, som nogenlunde følger mor og fars planer, hvilket er fantastisk! Der er ikke længere så mange ting, hun ikke må få (lige pånær saltsyre, afløbsrens, chips og andre ting, som kan købes i enhver Nørrebro’sk kiosk), og vi begynder nu at genindføre salt i maden. Crazy. I det hele taget er der mange ting, der er blevet lidt lettere, efter hun er blevet større. Hun kan nu sove sin kun ene middagslur om dagen indenfor, putteritualet kører (for det meste) på skinner, selvom hun stadig falder sent i søvn. Nu har mange af jer med stor bekymring spurgt til Gris og doneret gavmildt til Dyrenes Beskyttelse siden sidst, og ja, han har det fint. En overgang var han en moderne udgave af Særimner, og Esther fik gnavet gevaldigt i hans flæsk (særligt de delikate ører) hver aften under putningen, måske inspireret af læsningen af ”Den sultne larve Aldrigmæt. Gris har dog opnået en status som fast og uundværlig sovepartner, og han er til tider dronningens mundskænk af ny mad - hans tryne lugter efterhånden gevaldig meget af en blanding af medisterpølse, kødsovs og makrelguf.

 

Hygge med mor på Bornholm i Kristi Himmelfartsferien...eller også lugtes der lige, om der er gevinst i pølseposen.

 

En anden lettelse er, at hun endelig fik lært at gå. Kravle gad hun ikke, så det sprang hun i strid med ordsproget over, men har efterfølgende heldigvis lært det af sig selv. Det er et interessant studie at følge en tumling lære at gå. Man starter med nærmest at bære hende rundt på ens egne fødder, så hun lærer bevægelserne. Så kan hun så småt begynde at blive holdt i begge arme og dingle lidt med benene uden nogen form for vægt på; så med vægt på fødderne, så med kun én arms støtte og til sidst selv, over længere og længere afstande. Faserne afspejler meget fint forskellige gangarter fra Monty Pythons klassiske sketch, men hun er også udspekuleret. Da hun kunne gå et par meter selv, gik hun mellem mig på gulvet og sofa-puffen. Det foregik ved at gå over til far, slå en brændert af en lugteprut og gå grinende tilbage til puffen. Der gentages et antal gange, alt efter tarmluftskapacitet. Det er også glimrende volley-træning for far, da man kan nå at lave en del pandekager for at forhindre kollisioner mellem tumling og gulv. I det hele taget er det utrolig spændende for hende endelig at kunne udforske vores kæmpestore lejlighed på egen hånd, men når man bliver trukket med rundt, er det som regel ud til køleskabet, så kammerherreinden kan forlange en ostehaps. Og hvad sker der egentlig for ostehaps - det er jo den mest vamle oste-opfindelse siden myseost, mug-ost og Casu Marzu. Det smager og føles som et letsaltet, brugt stykke tyggegummi og så er det fuldstændig umuligt at få af tøjet. Og serveringsforslagene: hvad med ”Ostehaps på kiks” eller ”Indbagt ostehaps”? Desuden er Lillebror fed og dum…

 

En ny form for bevægelse er også den daglige cykeltur til og fra vuggestuen. Første cykeltur var en skræmmende oplevelse. For det første kunne jeg ikke greje, hvordan jeg skulle komme op på cyklen. Man kan ikke længere svinge benet op over sadlen, for der sidder hun jo. Så man må ud i en yoga-agtig, fare-for-bukse-revnende, brandskiderstilling-imiterende, hundeben-lettende, cirkelspark-inspirerende, nabo-frastødende, commando-kiltbærer-upassende bevægelse for at få slynget skanken over pinden og mounte jernhesten. For det andet havde jeg tydelige, røde styrmærker i hænderne efter den korte tur rundt i kvarteret - halepassiv tandemcykling er noget, man altså lige skal vænne sig til! Hun elsker heldigvis at cykle og troner bagpå som en anden voldelig kørelærer, der dasker en i ryggen, hvis hun keder sig, eller man ikke kører ordentligt. Men der er nu ikke noget så hyggeligt som lige at stikke en fhånd om, som hun så trygt griber og holder fast i, mens man kører.

 

Vuggestueopstarten frygtede vi næsten lige så meget som ammeafvænningen. Specielt fordi hun endnu ikke havde lært hverken at kravle eller gå, men det kom heldigvis hurtigt, og hun har klaret det rigtig flot. Hun er for det meste glad, når man afleverer og henter hende, hun spiser og sover derovre, og ved vores første vuggestue-hjem-samtale fik hun udelukkende ros for at række hånden flittigt op men med besked om at øve sig lidt mere på de stærke tyske verber i datid. I det hele taget er det en fin institution, hun er kommet i, og hun har (7-9-13, knock on wood, hjortetaksalt over venstre skulder, aspartam i øjnene) heldigvis ikke  haft så mange hjemmedage som frygtet. Dermed ikke sagt, at hun ikke har været syg - de små krapyler er konstant snottede fra oktober til april og har deres egen smittekæde (lidt ala en telefonkæde), så de effektivt kan sørge for at holde gang i baktusserne. Esther tager snot og forkølelse i stiv arm, på nær når hun skal sove. Vi har efterhånden prøvet diverse torturformer inden sengetid, lige fra næsedråber (effektivt, grædeflip hurtigt overstået), snotsuger (ineffektiv, fare for næseblod og hjernematerie-udslip), øjendråber (i samme kategori som waterboarding) og Panodil i stikpilleudgaven. Sidstnævnte kan nok bedst sammenlignes med invers tovtrækning: to stærke kræfter, der modarbejder hinanden og presser fra hver sin side. 

 

Esther og Bedstefar i en klassisk prut-gennem-rør-konkurrence - råhygge!

 

En anden interessant sygdomsbetragtning er bussemænd (aka. Bullere™). De fås i mange afskygninger, men de fleste af dem er faktisk grønne og slimede, og Esther er uheldigvis begyndt - bogstaveligt talt - at få smag for dem. For forældrene er det dog til dels en fordel, for der er ikke mange ting, der er lige så OCD-fremkaldende som en buller i næsen, som man ikke ”bare” kan få lov til at fjerne. De allerværste er dem, som hænger og blafrer i vinden i næseboret - man kunne have fået mange flere oplysninger ud af Guantanamo-fangerne ved at tvinge dem til at stirre på sådan en. Det er en decideret befriende følelse at få fat i en og mærke den let knitrende modstand, når man får lov til langsomt, men sikkert, at trække den ud og triumferende række den mod himlen dels i tak, dels som fremvisning af krigsbytte eller som offergave til guderne. Esther kvitterer normalt med et anerkendende og overrasket ”Oooooohhh!”. Svaret på quizzen er forresten A.

 

Esther er allerede blevet lidt af en gadget-junkie (fars pige!). Hun får julelys i øjnene, når hun ser en telefon, iPad eller fjernbetjening, og hun bliver ofte edderspændt rasende, når man tager den fra hende igen. Det er, selv for en garvet gadget-junkie, imponerende at se, hvor hurtigt hun lærer at betjene elektroniske dimser og forstå, hvordan de virker, og hvad de kan bruges til. Det store hit på mors iPad er YouTube, hvor hun kommer vidt omkring. Hun kan selv trykke videre til videoer, der ser spændende ud, men der er dog klare favoritter. Postmand Per, Pingu og Teletubbies er trivielt gode, men all-time favourite er: udpakning af 30 Kinder-æg (…). Jeg kan afsløre, at denne video er set ikke mindre end 270 millioner gange. Og jeg gentager: 270 MILLIONER gange!!! Jeg har en teori om, at der må være en sammenhæng ala Kevin Bacon-tallet (beregn et utal af Bacon-numre her), bare for Kinder-æg. For ligegyldigt hvilken video, Esther starter på, så kommer hun hen til noget med Kinder-æg eller Play-Doh unboxing (små 300 millioner visninger…) inden for 6-7 klik. Hun kan dog næsten begynde at græde af frygt, hvis hun rammer en video med Thomas Tog (kun et enkelt Bacon-trin væk fra Kinder-æggene), men han ser altså også lidt spooky ud…

 

Et sidste "nåååååååårrrrhhh"-billede til de skrukke og børneforskrækkede.

 

For lige at runde af med en mere seriøs kommentar, så er det jo efterhånden et stykke tid siden, min barsel sluttede. Esther var småbesværlig, dejlig, glad, tøjdyrs-sadistisk og varieret spisende og sovende, men den overordnede konklusion er klar: barsel er det hele værd! Det er en hård, hyggelig, fantastisk og forvirrende tid, men man får et ubetaleligt bånd til sit barn, som man har glæde af mange år frem. Når jeg ser tilbage, ville jeg ikke have undværet barslen og vil gøre det igen, men jeg forstår nu også udmærket, at man efterhånden længes efter at komme tilbage på arbejde og vende tilbage til den rigtige verden igen. Men jeg har aldrig følt mig mere stolt og mandig, end da jeg tog min første barselstur med Esther i barnevognen (og aldrig følt mig mindre mandig, end når jeg skråler med på ”Min kat den danser tango”). Så opfordringen til alle jer kommende fædre derude er klar: tag jeres barsel, hvor mange uger I så end kan overskue.





Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive vist.



Husk at klikke af her: *



Til toppen