Warning: Use of undefined constant da_DK - assumed 'da_DK' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/9/7/5/andersbp.dk/httpd.www/blog/showpost.php on line 3 Warning: session_start(): Cannot start session when headers already sent in /customers/9/7/5/andersbp.dk/httpd.www/blog/showpost.php on line 4 Du skal ikke drikke af min sø! - Blog - andersbp.dk
andersbp.dk

Visninger: 3633 | Retur til forsiden


Du skal ikke drikke af min sø!


Skrevet af Anders, 23. februar 2009, klokken 03:01 Emne: Rejse

Aaaaah... Se, det kalder jeg ferie! Vi har tilbragt den sidste uge i den lille hyggelige - men lidt turistede - by San Pedro ved Lago de Atitlán. Og hvad har vi så brugt tiden på? INTET! Næsten da. Vi sidder lige nu på vores hotel omgivet af bjerge, vulkaner og selvfølgelig Guatemalas største sø, Lago de Atitlán. Her er bjergtagende smukt (et i øvrigt alt for sjældent brugt adverbium), og vores lille dobbeltværelse ligger perfekt med udsigt til søen, balkon og egen hængekøje. Jeg har aldrig været den store fan af hængekøjer; nok mest fordi der aldrig rigtig er mulighed for at bruge dem i lille, kolde Danmark, men jeg er nu blevet lidt af en addict alligevel. Der er nu noget dejligt over at ligge i babystilling, få sig en lur og skulle vride sig i alskens umulige stillinger for at komme op igen, når man skal have mad. Voksenbaby, anyone...?

Eftersom der jo er høj sol hver dag, kan et par blegfede danskere som os jo selvfølgelig ikke undgå at blive forbrændte. Dette skyldes nok mestendels den ellers rigtig flotte kajaktur, som vi skyndte os ud på, ikke så lang tid efter vi var ankommet (det vil i praksis sige et par dage efter). To timer i middagssolen med benene vandret ude på vandet, hvor man ikke kan mærke varmen, og vi turde åbenbart ikke bade i søen af frygt for amøber, bakterier og parasitter. Vi brugte aftenen på at kigge på vores flotte billeder, som, pånær dem indeholdende os selv, skulle have forstærket de røde toner en smule.

En anden dag stod på udflugt til en anden landsby, San Marcos, på den anden side af søen. Dette er af en eller anden grund et mekka for hippier, eller (om man vil) "folk, der tror på alternative former for behandling og tobakstypers positive indflydelse på vejen til ultimativt god karma og sund afføring". Byen var i sig selv utrolig smuk, med smalle sti-agtige gader overdækket med banan-, kaffe- og appelsintræer samt smukke violette blomster. Desuden på hvert eneste gadehjørne masser af tilbud om spændende nye massageformer og specielle urter, der skulle være særligt gode mod forstoppelse eller kolde tæer. Det er jo lige mig sådan noget!

Sidst skal jeg jo så beklageligvis nævne, at jeg er blevet ramt af en frygtet tropesygdom. Jeg var dum nok til ikke at lade mig vaccinere mod den, og jeg har alle symptomerne...på ondt i halsen (sorry mor, kunne ikke lade være). Det er sgu skrapt nok, at når man sidder her i varmen, skal man til at blive småforkølet! Nå, men det ser ud til så småt allerede at være på vej væk, så nu har jeg kun ondt i pengepungen tilbage. Havde lige glemt, hvor dyrt det egentlig er at skulle betale for både kost, logi, øl og damer hver dag.

Men nu kan jeg heller ikke finde på mere intetsigende at skrive, så lad os bare stoppe her. Næste stop Chimaltenango den sidste uges tid.


KH
Anders

PS: Husk at kigge billeder! Jeg lover, at de er rigtig gode! ;-)



Kommentarer (3)

person mor
25. februar 2009, klokken 12:25
Du har ret, det er nogle flotte billeder! - og så håber jeg sandelig, at den tropesygdom er pÃ¥ retur!!! Sus holder åbenbart også ferie, indtil du tager hjem; det lyder dejligt. Far og jeg er så småt ved at gøre klar til at tage til hovedstaden igen på søndag, så du kan være sikker på, at vi står der, når du kommer hjem på tirsdag. God fornøjelse den sidste lille ugestid!
Kærlig hilsen, far og mor.
person Toke
25. februar 2009, klokken 20:47
Hejsan Anex

Jeg synes helt klart du skal prøve nogle af de lokale urter eller et lavement mod dit halsonde...

Det lyder jo som en fantastisk ferie - specielt hængekøjeafslapningen kan jo godt misunde dig lige pt.

Jeg døjer selv med halsbetændelse og min lokale medicinmand har derfor ordineret mig en 10 dages kur på virksomme urter (læs: penicillin).

Hvad sker der ellers i min del af verden, jo sgu da, jeg har besluttet mig for hvor jeg skal lave feltarbejde næste semester.... trommehvirvel..... spænding.... venten...
Det bliver såmænd Cubas socialistisk jord der skal bære mine fødder. Var i syv sind ift. at træffe en beslutning, men Cuba blev det, og kan såmænd ikke rigtig helt forklare hvorfor. Pt. er planen at fokusere på unge cubaneres forventninger, håb og drømme om fremtiden - med et fokus på hvordan de forholder sig til de vestilige varer, som der efterhånden bliver åbnet op for....hmm, jeg skal arbejde meget på a
person Toke
25. februar 2009, klokken 20:51
hmm, sikken en blog, der cutter ens indlæg... tsk tsk...

Nuvel, indlægget fortsætter blot med, at jeg skal konkretisere mit projekt, og at jeg allerede glæder mig.

En mindre detalje er dog at jeg lige skal have lært spansk.... jeg regner dog med at du kan arrangere noget eneundervisning for mig, når du kommer hjem - du må trods alt være flydende udi det spanske nu!

Hep, udover det, må du nyde den sidste uge og hilse Sulle mange gange. Vi ses snart.

Bedste hilsner
Toke

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive vist.



Husk at klikke af her: *



Til toppen