Denne gang er der faktisk store nyheder i barselsland! Som jeg lovede sidste gang, så står menuen på Bornholmer-tur og ammeafvænning. Jeg kan dog også supplere med indgående socialantropologiske eftermiddagslursstudier, så lad os bare springe ud i det!

Kristi Himmelfarts-”ferien” gik i år med Sus’ gamle gymnasieveninder og påhæng til Bornholm i et lejet sommerhus ved Rubinsøen - ikke dårligt! Det var  mildest talt en lidt anden måde at holde ferie på: altid en voldsom oppakning med i den lejede bil, alting skulle koordineres med Esthers lure. Men betskiden har så også set både Hammershus, Østerlars Rundkirke, Sandvig, Gudhjem og Rønne, selvom hun primært var interesseret i samtlige hunde, der kom forbi. Hun er i det hele taget fuldstændig vild med hunde og har haft indtil flere helt oppe i barnevognen at sidde. Esther blev faktisk en større turistattraktion og billedmagnet end Hammershus - vi burde tage penge for at vise hende frem og så kalde hende Esther Boo Boo. Men der var heldigvis masser af barnepiger til hende (altså lige indtil hun blev ked af det), så lidt fik forældrene da nydt ferien også.

Esther og hund ved Hammershus. Denne firbenede er tilsyneladende mere fotogen end Esther...

Natlig ammeafvænning var frygtet, gentagne gange udskudt, diskuteret, skændtes om, procedurelt planlagt, replanlagt, skudt ned og derefter forfra igen. Det var efterhånden også ved at være på tide - klumpen er snart et år, og hun har ikke brug for mad om natten længere, ligesom forældrene også snart har brug for søvn i stedet. Men hvordan gør man sådan noget? Forestil jer en grædende baby 3-4 gange om natten, hvis eneste trøst er at blive lagt ned til François eller Bertrand (kunstnernavne på Sus’ bryster i mangel af bedre). Hvis far lige kækt nok skulle tro, at han kan trøste, ja så kørte skrigeriet, indtil hun fik sin vilje. Så efter samtaler med indtil flere sundhedsplejersker, venner, løse hunde, mårkatte, alkoholikere i parken samt Gud blev det besluttet, at mor skulle sove hos Majken, mens far tog den kolde tyrker med betskiden. Og så var der ellers dømt fuldt ammestop, eftersom hverken Esther, François, Bertrand eller mor forventedes at kunne håndtere andet. Jeg gik til opgaven mentalt forberedt på det værste: flere timers skrigeri mange nætter i træk med en ganske utrøstelig baby. Jeg havde været så forudseende at købe en æske chokolade til både under- og overbo som preliminært plaster på det åbne, væskende skrigesår (ja, jeg er bare sød!). Oh well, here we go… 

Første nat gik væsentligt bedre end forventet: en enkelt skrigetur på en halv times tid omkring midnat og så lidt småbrok med et par timers mellemrum resten af natten. So far (pun intended…), so good. Natten efter skete der så noget sjovt: hun sov næsten igennem! WTF?!! Og vi gentager WHAT…THE…FUCK…?!! Pigebarnet måtte jo have fået SARS eller fodvorter eller andre søvnfremkaldende sygdomme, så mon ikke vi ville få skrigeturene natten efter igen. Nope. Der valgte hun så lige at tage en skraber fra 21-8. Og vi gentager: WHAT!!! THE!!! FUCK???!!! Siden da har hun så med nogle korte undtagelser ind i mellem ”sovet igennem” ved siden af mig i vores seng (det gør vi snarest noget ved!), fra hun bliver puttet og til ca. ved syvtiden næste dag. Må selvfølgelig straks indrømme, at det er en sand befrielse ikke at skulle op 3-4 gange hver nat, og som bonuseffekt er hun nu gevaldigt mere sulten om dagen - hun ryddede for første gang sin frokosttallerken med rugbrødshapsere efter den første nat. Far er stolt! Pavestolt! Her kan det som en sidebemærkning i sommervarmen nævnes, at lun makrelguf er en ganske glimrende babyfodcreme og særligt god til at komme ind i sprækkerne mellem tæerne. Halvt aftyggede stykker friske jordbær peeler og fugter ligeledes fantastisk. Og heldigvis pletter det ikke det ubehandlede trægulv. Næh.

Der er nu også indført putteritual inklusive godnatlæsning og sang, og far har mod al forventning kunnet putte hende, lige siden hun blev vænnet af. Putningen er stadig en noget langstrakt affære, men Gris er kommet så meget i kridthuset, at den nu faktisk er den bedste at falde i søvn med. Den er efterhånden også blevet grovhumpet og tortureret så meget, at den minder utrolig meget om Reek fra Game of Thrones - adlyder Esthers befalinger efter at være blevet alvorligt seksuelt og psykologisk mishandlet. Hun præsterer også ofte at lægge sig på ryggen, holde begge sine ben over hovedet og trykke en ordentlig knaldskid af i hovedet på far, som desperat prøver at huske teksten til ”Ole Lukøje”. Hun er nu et sødt lille monster…! 

Et meget sigende billede af Gris og Esther, aka. Reek og Ramsay Snow, Pinky og Brain, og lignende...

Og nu til de lovede socialantropologiske observationer. Vores daglige eftermiddagstur bringer os ofte forbi Hans Tausens Park. Barnevognen bliver (selvfølgelig) parkeret efter alle forskrifter afhængigt af vind og skygge, og så skal man ellers have fordrevet en 45 minutters tid. Parken er dagligt  tilholds-/mødested for indtil flere større eller mindre grupperinger af tørstige, primært etnisk danske…lad os kalde dem ”personligheder”. En særlig gruppe er flokken med Binse, Hønse, Brian, Tuk, Dorte og de andre homies. Hønse, en midaldrende gråhåret semi-kraftig mand iført hvid t-shirt som strammer alle de forkerte steder, moderigtig sort vest, håndbajer og dunk, som konstant skal holdes fyldt med Kings-øl fra en diskret, kridhvid plastikpose, er gruppens alfahan. Han flytter sig sjældent, når han først har sat sig, og han har en skarp holdning til det meste. Brian (afdanket biker i Harley-jakke, snøvlende, pung-kæde) er anden persona, ligesom beta-hunnen (hedder det det?), formodentlig ved navn Dorte, er Hønses spindoktor: ”Hønse, husk du skal komme til mig og spørge, hvad der er sandt eller falsk!" Hun er selv i stand til på engelsk over telefonen at rådgive en formodet børnepasser i sine børns medicinbehov: "If Noah drink asthma, then Jannie drink asthma”, og hun har en glimrende politiker-evne til at få et budskab igennem ved at gentage det nok gange. Her et eksempel på en kompleks samtale i gruppen:

• Dorte: "Han skal ikke snakke sådan til mig, når han er på speed!"

• Hønse: ”Nej, det skulle han sgu ikke. Hørte du det med Tuk her den anden dag?”

• Dorte: "Han skal ikke snakke sådan til mig, når han er på speed!"

• Hønse: ”Det var sgu noget værre noget, konen bare skred og sådan…”

• Dorte: "Han skal ikke snakke sådan til mig, når han er på speed! Det gider jeg simpelthen ikke høre på!”

• Brian: ”BØØØØØØØØØØØØØØVS!!!”

• Hønse: ”Hold nu kæft Brian! KAN DU SÅ KOMME TILBAGE HER DAISY!!!” (hunden, red.)

• Dorte: "Han skal ikke snakke sådan til mig, når han er på speed!"

• Tuk: ”Så for satan, nu kommer Binse og …”

• Dorte: "Han skal ikke snakke sådan til mig, når han er på speed!"

De er utrolig flinke og har næsten allesammen en hund, og der bliver altid sagt pænt goddag og farvel til både person og hund. I det hele taget må de allesammen have en baggrund som agility-instruktører, for de råber konstant af deres hunde, som ikke laver meget andet end at gø af andre hunde og voldhumpe hinanden. Det føles lidt ligesom at at være tvangsindlagt publikum til en omgang ”Hund og Hund Imellem”. Men generelt er de rigtig hyggelige og taler gerne i 10 minutter til en om, hvordan de lige har sat hele to tromler vasketøj over og ”fandeme har fortjent en bajer nu” - selvom man egentlig ikke har taget kontakt til dem eller for den sags skyld hører efter.

Ellers er min barsel jo faktisk snart ved at være ovre. Sus går på ferie med udgangen af juni, og jeg starter igen på arbejde 3 uger efter - samtidig med at Esther skal køres ind i vuggestue. Det bliver noget underligt noget, men nu skal vi lige have startet på de hele 6 (!) bryllupper i løbet af sommeren, der er besøg i det sønderjyske, i Aarhus og meget andet, så mon ikke der bliver plads til et indlæg eller to mere?