Når nu mormor er på besøg har man pludselig en sjælden mulighed for at få lavet noget konstruktivt i løbet af dagen…eller bare skrive på en ligegyldig blog. Så tusinde tak til mormor, som triller rundt med betskiden i højt solskin på Nørrebronx.

Jeg har sådan lyst til at starte med et ”nå, og hvad er der så sket siden sidst”, men med fare for at det kommer til at blive mere kedeligt end en daglig update på Esthers pølsekonsistens, vil jeg nøjes med at sige, at barselssituationen er nogenlunde uændret. Og hvad vil det så sige? Joh, husker man tilbage, vil man kunne erindre ting som forstoppelse, manglende appetit, natte-zombier og agurkestænger. Her er der desværre ikke voldsomt meget nyt under solen: vi kører stadig Movicol mod forstoppelse (Esther og jeg kalder det meget passende for ”Pølsevand”, eller mere mundret: ”dadah!”), der bliver stadig ikke spist særlig meget i løbet af dagen (sandsynligvis fordi hun spiser sig mæt om natten), og vi har nu været nødt til at gemme agurkestængerne væk, eftersom krapylet nægter at spise noget andet, hvis de ligger fremme til offentligt skue. Hun er som nævnt ganske stædig - og til tider ganske agressiv. En aften, jeg skulle putte hende, begik jeg den fejl at lægge Gris (stofdyr, fortrinlig cirkelspark-teknik, udseendemæssigt ikke langt fra Grisling) ved siden af hende. Det resulterede i, at de i en time (!) dansede en form for brutal WWE-wrestling-tango, det hele selvfølgelig krydret med jævnlige power-humpninger af stakkels Gris, inden de begge faldt udmattede i søvn. Fik jeg fortalt, at vi stadig bruger ganske lang tid på putning? Vi bruger stadig ganske lang tid på putning…

Et lille stemningsbillede fra gåturen på Assistens Kirkegård, som har vist sig fra sin smukkeste side de sidste par måneder.

I det hele taget er jeg som håbefuld, engageret, målrettet, hyper-intelligent og generelt velproportioneret barselsfar ved at være en smule træt af hver eneste dag at skulle bruge timer på at lokke velsmurte rugbrødshapsere eller skyrboller med ost i hende. Det er grænseløst frustrerende ikke at kunne give sit eget barn mad, men på den anden side er hun jo sund, frisk og glad, så hun mangler efter alt at dømme ikke noget. Det kan dog godt blive lidt et problem, når hun om under to måneder skal køres ind i vuggestue, men det er jo så heldigvis primært mor, der kommer til at stå for det, såh… Heldigvis går det motorisk langsomt fremad, og vi nærmer os (endelig!!!) kravlestadiet, ligesom vi nu selv kan drikke af flaske med hank, klappe, ryste på hovedet og til tider spise med ske. Ofte kan vi endog fanges i at sidde allesammen og vugge fra side til side, mens vi manisk synger ”Edelweiss” over velkendte retter som væltet lokum eller ruskomsnusk. Amen altså, mere spændende læsning kan man da ikke forestille sig! Vel…? You guys…?

Og når snakken falder på udvikling, så er jo vi jo hver uge både til Fars Legestue om mandagen og babysvømning om torsdagen. Som en indskudt bemærkning kan det anbefales at købe en brugt gammel barnevogn og tage den med i bussen - folk flytter sig søreme hver gang (pånær en enkelt gang, hvor jeg var lige ved at kalde en fyr, der bare ignorerede mit pladskrav fuldstændigt, for en lallende helleflynder-fuckfjæs-jubel-ignorant - inden jeg heldigvis opdagede, at han var blind). Fars Legestue er et fantastisk koncept: en dansesal i Korsgadehallen omdannes i tre timer hver mandag til et slaraffenland udelukkende for fædre og deres unger. Der bliver lagt en kæmpe måtte og en masse legetøj ud, bliver sat en gynge op (og DEN er et hit!), og så kan man ellers smide en femmer for kaffe og the ad libitum. Og søreme om der ikke også dukker en sundhedsplejerske op en times tid. Det er sgu da fantastisk - man kan virkelig hygge sig, få sig nogle gode snakke eller græde sin sorg ud ved en forstående mandlig skulder uden at få sat spørgsmålstegn ved ens seksualitet. Jeg har dog også en lille mistanke om, at det bag facaden er et alfahan-klunkesammenlignende-brutalis-catfight-miljø, hvor det implicit gælder om at pace ens barn og være forrest. Meget lig mødregrupper. Og så har jeg allerede fået en eller anden form for beskyttermentalitet overfor min lille pige, når de ældre drenge kommer lidt for tæt på - så sparker jeg dem pænt væk igen.

Esther nyder at være i Fars Legestue!

Babysvømningen er et helt kapitel for sig. Vi har nu efterhånden været afsted i DGI-byen en 10-12 gange, og Esther ELSKER det! Mit livs hidtil største logistiske udfordring var første gang, vi skulle gennem omklædningsrummet. Forestil jer at skulle gøre følgende med en baby på armen, fordi hun ellers skriger: klæde om, klæde hende om, pakke tingene i et skab, binde armbåndet med nøglen på håndledet (svært), tisse (meget svært), vaske sig selv (tæt på umuligt), vaske hende (easy-peasy…) og møve sig ned at nogle glatte trapper med hende i den ene arm og alt grejet i den anden (uforsvarligt?!). Og så det hele i omvendt rækkefølge bagefter…altså (ofte) på nær tisseriet. Hun har dog hurtigt vænnet sig til det, så nu er vi sande mestre i et omklædningsrum. Jeg er som regel eneste orne i mudderet, men det er rigtig hyggeligt, og Esther er med på den værste og vildeste. Sidst prøvede vi at ”surfe” på et bræt, og hun har flere gange meget dygtigt udført ”radiobilen”, ”apport”, ”sit”, ”inderen” og endog ”torpedoen”. Samtidig med os ”træner” et hold pensionister en form for vand-gymnastik med redskaber i det allervarmeste bassin (”Gryden”) ved siden af. Forestil jer en slow-mo, vandbaseret fitness-udgave af en træningsvideo for politihjemmeværnets trafikreguleringsaspiranter (aka. 1st Combardo Company). Alle folk spørger sjovt nok, om Esther så ikke er dødtræt bagefter sådan en omgang - næh, hun er pivfrisk, når vi efter træningen sidder på rad og række og tvinger alskens former for underlig babymad i vores unger, mens der diskuteres spisevaner, middagslure og hvor man køber øko-spelt.

Badenymfe og -mester klar til babysvømning (bemærk skiltet...).

Det at trille rundt til alle de hersens ting hver dag har desuden givet mig en ide til en ny app. Det skal være en social, lokationsbaseret app, hvor man starter med at angive, at man er på tur med barnevognen. Den eneste funktionalitet i version 1.0 er at advare højlydt, hvis man er ved frontalt at støde ind i en anden bruger af samme app. Det har jeg været lige ved indtil flere gange, for de værste Facebook-stenere er dog mødre/fædre, der går tur med deres barnevogne. Man opdager jo INTET, når man lige er ved at poke Amalie eller udspionere ekskæresters nye kærester. Der er mange gode bud på navne til app’en: Proximity, iCartCrash, AngryMoms, TrolleyRace, John, TrolleyGeddon, … Kom gerne med flere forslag og anvendelser til version 2.0!

For til sidst at komme med en lille spoiler til næste gang, så er der lagt i kedlen til nat-amme-avænning (dvs. 2-3 dage med flere timers skrigeri hver nat og kun mig til at prøve at trøste…glæder mig…), solskinstur til Bornholm med Tønder-damerne plus vedhæng  (dvs. 2-3 dage med flere timers skrigeri hver nat og kun mig til at prøve at trøste) og selvfølgelig den sædvanlige opdatering på spisning, aktiviteter, søvn og lort. Kom så ikke og sig, at I ikke glæder jer!

Din email-adresse vil ikke blive vist.